Er det svært at køre gokart

I Australien nyder disse køretøjer fortsat stor popularitet, selvom de har eksisteret i årtier, hvilket vidner om deres vedvarende appel og funktionelle design. En gokart er i sin essens en yderst enkel konstruktion, hvor kerneelementet udgøres af et rørrammechassis fremstillet af robuste stålrør, som regel med en diameter på mellem 28 og 32 millimeter, hvilket sikrer en optimal balance mellem styrke og vægt.

På denne ramme monteres en række vitale komponenter, heriblandt motorenheden, styremekanismen, et enkelt sæde, bagakslen, hjulene samt et letvægtskarosseri typisk udført i plastmateriale. Det særegne ved gokartens opbygning i forhold til andre køretøjstyper er det fuldstændige fravær af både affjedringssystem og differential, hvilket stiller særlige krav til konstruktørens ekspertise.

Her gælder det om at designe et chassis, der på én gang er tilstrækkeligt fleksibelt til at generere tilstrækkeligt vejgreb og tillade en kontrollabel opadgående bevægelse af det indvendige baghjul under svingmanøvrer, men samtidig så stift, at køretøjet opretholder stabilitet under kørsel, og at rammen ikke deformeres permanent eller lider overlastskader. Traditionelt udstyres gokarts med kompakte totaktsmotorer, et valg der ikke er tilfældigt, idet denne motortype også anvendes i en lang række andre maskiner som f.

eks. motorsave og græsslåmaskiner, dog med den afgørende forskel, at gokartmotorer gennemgår en omfattende tuningproces. Afhængigt af den pågældende klasse kan disse motorer præstere alt fra beskedne 10 hestekræfter op til imponerende næsten 50 hestekræfter, hvilket svarer til effekten fra en mindre bybil, og dette medfører naturligvis, at motorerne udsættes for ekstreme mekaniske påkændelser og accelereret slid.

For at imødegå dette gennemføres der derfor regelmæssige motorrevisioner med faste intervaller, der fastsættes ud fra køretid i timer siden seneste service, hvor intervallet kan spænde fra ganske få timer og op til 50 timer, alt efter motortype og klasse. Til gengæld er de motorer, der anvendes i hobby- og udlejningsøjemed, markant mere langtidsholdbare. Udlejningskarter benytter sig som regel af pålidelige firetaktsmotorer fra producenter som Honda, der kan operere i utallige timer, før der overhovedet bliver behov for vedligeholdelse, og selv ved serviceeftersyn udskiftes komponenter som stempel og cylinder sjældent.

Disse motorers ulemper består primært i en betydeligt lavere effektivitet og en højere vægt, men til gengæld er de ideelt egnede til deres specifikke formål. Eksempelvis leverer en udlejningskart fra den danske fabrikant Dino en effekt på mellem 4 og 9 hestekræfter, hvilket er sammenligneligt med deres totaktsmodstykker, men med den fordel, at holdbarheden er væsentligt forbedret.

En ulempe ved disse hobbyorienterede motorer er dog, at de endnu ikke har opnået en sådan udbredelse i Danmark, at der afholdes officielle konkurrencer med dem, hvilket betyder, at ejere må indskrænke sig til træningskørsel. Et markant skridt ind i fremtiden blev taget, da Danmark i efteråret blev det første nordiske land med et gokartcenter, der udelukkende benytter el-drevne udlejningskarter, hvis ydeevne ved maksimal strømindstilling på 100 ampere kan nå op på omkring 20 hestekræfter, mens de under normale driftforhold kører på 70 ampere, hvilket resulterer i en effekt på cirka 14 hestekræfter.

Generelt kan gokartklasserne inddeles i tre overordnede kategorier: dem der reguleres af DASU (Dansk Automobil Sports Union) og indgår i organisationens reglement nummer 6, dem der tidligere var en del af reglement 6, men nu er flyttet til bilag A, samt de såkaldte promotorklasser, der administreres af eksterne arrangører.

Klasser, der er placeret i bilag A, har mistet deres status som åbne konkurrenceklasser og kan derfor kun deltage i klubbaserede mesterskaber. Endelig findes der promotorklasser, der fungerer som "single-make"-klasser, hvilket betyder, at alle deltagere kører med identiske motorer fra én og samme producent. Selvom alle klasser er underkastet strenge tekniske forskrifter, kan deres primære karakteristika opsummeres som følger, med særlig fokus på de klasser, der falder ind under DASU's reglement 6.