Er en frø en padde

Selvom frøer og padder på overfladen kan synes næsten identiske, og de deler en fælles biologisk baggrund inden for amfibiernes verden, hvor de begge tilhører klassen Amphibia - en betegnelse, der afspejler deres dobbeltliv mellem vand og land - samt ordenen Anura, der karakteriseres ved fraværet af hale, så er der alligevel subtile, men afgørende forskelle mellem de to.

Inden for Anura inddeles arterne yderligere i tre underordener: Archaeobatrachia, Mesobatrachia og Neobatrachia, hvor sidstnævnte rummer alle nulevende frø- og paddearter, mens de to første primært omfatter uddøde eller primitive former. På dette punkt slutter lighederne dog, idet frøer og padder tilhører helt separate familier inden for Neobatrachia.

Padderne fordeler sig således på familier som Bufonidae, Bombinatoridae, Discoglossidae, Pelobatidae, Rhinophrynidae, Scaphiopodidae og Microhylidae, mens frøerne hovedsageligt findes i familier som Leptodactylidae blandt andre, hvilket understreger deres evolutionære divergens trods fælles ophav. En af de mest iøjnefaldende forskelle mellem de to manifesterer sig i hudens struktur og funktion.

Begge arter besidder en hud, der er yderst permeabel, hvilket betyder, at de effektivt kan optage både vand og ilt direkte gennem hudoverfladen - en egenskab, der eliminerer behovet for aktivt at indtage væske, da de simpelthen kan genopfylde deres fugtbehov ved at opholde sig i vådområder som søer, damme eller bække. Denne permeabilitet strækker sig også til gasudveksling, hvilket tillader dem at ånde gennem huden som supplement til lungerne.

Padder adskiller sig dog markant ved at have en grov, tør og ujævn hud, der ofte er dækket af karakteristiske knuder, som fejlagtigt betegnes som "vorter", skønt de intet har med virale vorter at gøre, men derimod er et universelt træk hos alle padder, uanset helbredstilstand. Disse udvækster tjener primært som kamouflage eller beskyttelse. Frøer, derimod, præsenterer en glat, jævn og konstant fugtig hud, der aldrig fremtræder tør eller ru, og som mangler de førnævnte knuder.

En anden væsentlig forskel er paddernes evne til at producere giftstoffer via specialiserede kirtler, som typisk er lokaliseret på ryggen og bag hovedet; disse sekreter fungerer som et effektivt forsvar mod rovdyr ved at gøre dem uspiselige eller endda farlige at indtage, en egenskab som de fleste frøer ikke besidder, om end der findes enkelte undtagelser blandt frøarterne.

Ud over hudens karakteristika adskiller frøer og padder sig også gennem en række fysiske træk. Øjnene er et godt eksempel: Frøer har fremtrædende, bulende øjne, der giver dem et næsten panoramisk synsfelt og mulighed for at observere omgivelserne i næsten alle retninger uden at skulle dreje hovedet, mens paddernes øjne er mere fremadvendte og begrænsede i deres synsvinkel.

Kropsformen afspejler ligeledes deres forskellige livsstile; frøer har en strømlinet, slank krop med ekstraordinært lange bagben, der er optimeret til kraftfulde, langstrakte spring, hvorimod padder har en mere kompakt, rundere krop med kortere ekstremiteter, der kun tillader korte, hoppende bevægelser. Tungen spiller også en rolle: Padder har en relativt kort tunge, men kompenserer med en præcisionsmæssig jagtteknik, der gør dem dygtige til at fange bytte.

Frøer har derimod en klæbrig, udskydelig tunge, der skydes frem med stor hastighed for at fange insekter. Tandsættet varierer også; mens padder generelt mangler tænder i underkæben, har visse frøearter små, kegleformede udvækster kaldet odontoidprocesser i kæben, som fungerer som primitive "tænder" til at holde fast i byttet. Æglægningen sker på vidt forskellige måder: Frøer afsætter typisk deres æg i klumper, enkeltvis eller som en tynd, flydende hinne på vandoverfladen, mens padder ofte lægger deres æg i lange, gelélignende snore, der kan vindes omkring vandplanter eller ligge frit i vandet.

Levestederne for de to arter overlapper i høj grad, idet de begge er udbredt på alle kontinenter undtagen Antarktis, med den største artsrigdom i tempererede zoner som Europa, selvom de også har formået at tilpasse sig ekstreme miljøer som ørkener ved at udvikle specielle overlevelsesstrategier, der muliggør eksistens under tørre forhold.

Padder har endvidere en fordel, når det gælder afstand fra vand, da de kan vandre længere ind på land end de fleste frøer. Endelig er frøer generelt mere udsatte for predation, hvilket primært skyldes to faktorer: For det første mangler de fleste frøer de giftige hudsekreter, som padder benytter som afskrækkelsesmiddel, og for det andet er deres glatte, fugtige hud lettere for rovdyr at få fat i og bide sig fast i sammenlignet med paddens ru, ofte giftbelagte overflade, der gør dem mindre attraktive som bytte.