Er frankies en del af madklubben

Det er nærmest umuligt at holde styr på det konstante tilskud af nye spisesteder, der skyder op som paddehatte - selvom jeg er bosat midt i byens hjerte og tilbringer en betydelig del af min tid med at udforske dens kulinariske landskab, formår jeg simpelthen ikke at følge med i det uophørlige tempo, hvori gastronomiske perler dukker frem, og min evigt voksende liste over steder, jeg brænder for at afprøve, virker som et sort hul, der aldrig bliver mættet, for hver gang jeg sætter flueben ved én destination, popper der to nye op på radaren, eller også støder jeg på anbefalinger, der er umulige at ignorere, og som straks må tilføjes øverst på prioriteringslisten.

Et af de navne, der med ubestridelig autoritet har cementeret sin position som en af hovedstadens uomgængelige madmæssige institutioner, er Madklubben - et koncept, jeg beundrer til det yderste og som jeg i min iver efter at smage mig igennem deres univers faktisk tror, jeg har besøgt i alle dets former og facetter, om end den opmærksomme læser muligvis husker, at jeg tidligere på året fejrede min fødselsdag i netop deres regi, nemlig på det populære Alabama Social, der for nylig slog dørene op for endnu et spændende projekt, der fik mine smagsløg til at dirre af forventning: intet mindre end en hel ny pizzakæde under navnet Frankies Pizza, og ikke blot ét, men hele tre steder skulle se dagens lys, hvoraf det første for nylig åbnede dørene på Østerbro, og selvfølgelig lod jeg ikke chancen gå fra mig, men skyndte mig derover med det samme, for at konstatere, om de kunne måle sig med mine yndlinge fra Rossopomodoro - en bar, der hidtil har sat standarden for, hvad en autentisk pizza bør være, men hvor Frankies med deres kreationer kommer uhyggeligt tæt på at udfordre tronfølgen.

Inden jeg dykker ned i smagsoplevelserne, vil jeg dog bruge et øjeblik på at hylde rammerne og den atmosfære, der umiddelbart indfanger en, så snart man træder ind ad døren, for her er intet overladt til tilfældighederne, og begge elementer lever fuldt ud op til de højeste forventninger. Lokalet præsenterer sig som en rummelig restaurant fordelt over to etager, hvor gæsterne kan slå sig ned både i stueplan og på den hyggelige første sal, og selvom bordene er placeret tæt, så skaber den velovervejede akustik en behagelig lydkulisse, der gør, at nabosamtalerne ikke trænger sig på, hvilket betyder, at man kan nyde måltidet i fred uden at skulle hæve stemmen; det er måske ikke det ideelle valg til en intim, romantisk aftensmad for to, men som samlingspunkt for en uformel middag med veninder eller en hyggelig familieaften er det simpelthen perfekt, og det var netop i dette selskab, jeg dukkede op sammen med min søster, hvor vi over en flaske vin - eller måske to, men hvem tæller?

- og en fælles portion pizza smagte os igennem menuen, mens vi diskuterede verdens tilstand og alt det derimellem. Udbuddet byder på ikke færre end ti forskellige pizzaer, der dækker hele spektret fra kødelskere til vegetarer og dem, der foretrækker glutenfri bund, og efter omhyggelig overvejelse faldt vores valg på to stykker, der begge viste sig at være en kulinarisk åbenbaring: først og fremmest en klassiker kronet med skiver af delikat parmaskinke, saftige tomater, frisk rucola og - det absolutte højdepunkt - en cremet burrata, der smelter på tungen som en drøm af ost, for der er simpelthen ingen beskrivelse, der kan gøre retfærdighed til den himmelske konsistens og smag, og som om det ikke var nok, fulgte vi op med deres trøffelpizza, hvor aromen af den ædle svamp ikke var sparret på, men derimod generøst doseret, så hver bid var en eksplosion af jordnær luksus, og resultatet?

Vi æd os mætte - bogstaveligt talt - for der blev ikke efterladt en enkelt krume, og jeg må indrømme, at jeg næsten måtte rulle ud ad døren bagefter, hvilket også var årsagen til, at vi med tungt hjerte måtte afslå desserten, skønt menuen lokkede med italienske klassikere som en forførende Toffee Sundae, en lækker tiramisu og en Nutella-fyldt calzone, der alle bærer præg af den samme kvalitetsbevidsthed, som Madklubben ellers er kendt for.

Drikkeudvalget er ligeså velkomponeret med alt fra forfriskende vand og håndplukkede øl til et udsøgt vinudvalg, og naturligvis de uundværlige italienske ikoner som den opkvikkende Aperol Spritz og den kraftfulde Espresso Martini, og selvom det var en søndag - og dermed en dag, hvor man måske burde vise mådehold - endte jeg alligevel med at nyde to glas vin, men havde det været en fredag eller lørdag, havde jeg uden tvivl afrundet aftenen med en af deres signaturdrinks, for hvorfor ikke forkæle sig selv?

Pizzaerne imponerede ikke blot med deres smag, men også med den perfekte balance mellem bundens sprødhed og tykkelse, og størrelsen var ideel, så man hverken føler sig snydt eller overvældet, og generelt sætter jeg stor pris på steder, der giver gæsten en vis grad af kontrol over måltidet, og her fik vi endda serveret en lille skål med den mest velsmagende tomatsovs ved siden af, så man kunne dyppe de sidste, knasende skår i - en detalje, der for mig som dip-entusiast var ren lykke, især når sovsen i sig selv var en smagsbombe, der løftede oplevelsen til nye højder.

Jeg er en sand pizzaelsker, men må indrømme, at det kan være en udfordring at navigere i de tunge portioner, for jeg er af den type, der ikke kan lade være med at spise op, når maden smager så godt, og derfor ender jeg altid med at tømme tallerkenen - en vane, der denne aften næsten fik mig til at sprænge buksesømmen.