Er grønland landfast

En overvejende majoritet af indbyggerne i den skandinaviske region tilhører den etnisk-kulturelle gruppe, der betegnes som skandinaver, hvis aner kan spores tilbage til en række nordgermanske folkeslag, som oprindeligt slog sig ned i det sydlige Skandinavien samt i områderne omkring det nuværende Nordtyskland, hvor de talte en tidlig form for germansk, som senere udviklede sig til oldnordisk, et sprog, der i middelalderens indledende fase blev forbundet med de såkaldte nordboere, hvis ry i særlig grad er knyttet til vikingetiden og den kultur, der fulgte med den.

Mens islændinge og færinger primært - om end ikke udelukkende - stammer fra disse skandinaviske folkeslag, har de oprindelige skandinaviske nybyggere i Finland gennem århundreder smeltet sammen med den finske befolkning, selvom Finland fortsat bevarer sin status som officielt tosproget land med både finsk og svensk som administrative sprog.

Ålandsøerne, en selvstyrende finsk provins beliggende i Østersøen imellem Sverige og det finske fastland, er derimod udelukkende svensktalende. I de yderste nordlige egne af Norge, Sverige og Finland samt i det nordvestligste hjørne af Rusland lever samerne, der udgør regionens oprindelige befolkning og i dag er en anerkendt minoritet; oprindeligt besad samerne dog langt større territorier, der strakte sig over store dele af Skandinavien og Finland.

I moderne tid har indvandringen fra forskellige verdensdele ført til en betydelig demografisk mangfoldighed i Skandinavien, hvor den største minoritetsgruppe i dag udgøres af finsktalende indbyggere i Sverige. Mod slutningen af den tidlige middelalder konsolideredes adskillige mindre germanske kongedømmer og høvdingedømmer til de tre store riger: Danmark, Norge og Sverige, der samtidig gennemgik en religiøs transformation ved at antage kristendommen som erstatning for den hidtidige nordiske mytologi.

Både Finland og dele af Estland har i perioder været underlagt skandinavisk overherredømme, og på trods af talrige konflikter gennem århundrederne har de tre skandinaviske lande opretholdt et tæt politisk og kulturelt samarbejde, selvom alliancer og magtforhold har skiftet karakter over tid. En af de mest markante fællesperioder var Kalmarunionen, der midlertidigt forenede rigerne under én krone.

Betegnelsen Skandinavien som en fællesbetegnelse for Danmark, Norge og Sverige er en relativt ny sproglig konstruktion, der ifølge visse historikere først vandt indpas i en periode, hvor forestillingerne om en fælles kulturarv begyndte at tage form og udviklede sig til den tidlige litterære og sproglige bevægelse, der kaldes skandinavismen.

Ordet etablerede sig i almen bevidsthed i løbet af 1800-tallet, ikke mindst gennem digtekunsten, heriblandt H. C. Andersens værk "Jeg er en Skandinav", der opstod efter et ophold i Sverige, hvor forfatteren blev en ivrig fortaler for den politiske skandinavisme; i et privat brev til en bekendt udtrykker Andersen sin pludselige indsigt i den dybe slægtskabsfølelse mellem svensker, danskere og nordmænd med ordene: "Vi er ét folk, vi kaldes skandinaver!

" Denne historiske opfattelse afspejles endvidere i navnevalget for det fællesskandinaviske luftfartsselskab Scandinavian Airlines, der oprindeligt var et samarbejde mellem de tre lands regeringer og private kapitalinteresser. I de skandinaviske sprog - dansk, norsk og svensk - refererer Skandinavien udelukkende til de tre nævnte lande, mens den engelsksprogede verden undertiden anvender betegnelsen mere løst om samtlige nordiske lande.

Allerede den græske geograf Ptolemæus omtaler i sine skrifter fire øer kaldet Skandiai i Østersøen øst for Jylland, hvoraf tre var små og én stor - en fejlagtig identifikation af Fyn, Lolland, Sjælland og Skåne, som han troede var en enkelt ø. Den gotiske krønikeskriver Jordanes beskriver omkring år 550 e.

Kr., hvordan goterne skulle have sin oprindelse på øen Scandza, et sted, hvor solen ifølge hans beretning ikke går ned i 40 dage om sommeren, mens vinteren bringer en lige så lang periode uden dagslys. Endelig dukker formen Scedenigge op i det oldengelske heltekvad Beowulf, hvilket vidner om, at navnet har dybe historiske rødder.