Er honning biernes lort

Det tager omkring fire minutter at læse denne artikel, men sandheden er, at honningbierne langtfra er de eneste insekter, der udfører den afgørende opgave med bestøvning, for i en ensformig kornmark uden et eneste blomsterstrå er der intet at hente for bierne-det er som en livløs grøn ødemark, hvor ingen næring findes, men blot tomhed, og det er en kendsgerning, som den erfarne biavler Klaus Hviid, der har dyrket sin passion i et årtis tid, understreger med et håb om forandring: "Hvis blot der langs kanterne voksede en smal remse fyldt med kornblomsters blå, valmuers røde glød og tidslernes stive stilke, ville mine bier straks søge hen imod dem," forklarer han med en blanding af frustration og forventning.

Lærke Posselt fortæller om sin egen vej til bierne: "Mine søskende havde hver deres kald-min storebror dykkede ned i edb-verdenens komplekse systemer, mens min lillesøster kastede sig ud i venskabers labyrinter, men jeg? Jeg var og er naturens trofaste tilhænger. Allerede som barn var jeg den, der i havens fjerneste hjørne gravede huller, såede solsikkefrø og med spænding fulgte deres vej fra kim til strålende blomst, for der er noget utroligt tilfredsstillende i at skabe noget, se det gro og udfolde sig.

" For nogle år tilbage forsøgte hun at tælle sine bistader, men da tallet rundede de tredive, opgav hun-det var for overvældende-og i år står 36 af hendes 90 stader tomme, et tab, der vækker både sorg og magtesløshed i hende, for hun er en mand med en praktisk tilgang til problemer, en der foretrækker handling frem for passivitet, og alligevel står hun her uden klare løsninger.

For to somre siden ramte en ødelæggende bidød hendes familier midt i sæsonen, et syn, der er næsten uudholdeligt, når man dag for dag ser sin sværm skrumpe ind, som om naturen selv trækker vejret for sidste gang. Forskning og samtaler med kollegaer peger mod en åbenlys syndebuk: de giftige sprøjtemidler, der anvendes på kartoffelmarker, som trænger ind i blomster og nektar og forstyrrer biernes indre kompas, så de mistet og desorienteret aldrig finder vej tilbage til boet, men i stedet dør en ensom død langt fra hjemmet.

For hende er denne masseuddøen ikke blot en tragedie, men et varsel, et desperat råb fra en natur under pres, og spørgsmålet melder sig uundgåeligt: Hvis honningbierne, der nyder god pleje-med mennesker, der fodrer dem i kulden og bekæmper sygdomme-har det svært, hvordan må det så ikke gå de vilde arter som hvepse, svirrefluer, humlebier og de utallige solitære bier, der ingen har til at beskytte dem?

Det er en tanke, der fylder hende med bekymring, for de er overladt til sig selv i en verden, hvor deres levesteder forsvinder i hastigt tempo. Men der er handlinger, selv små, som den enkelte kan iværksætte: Lad mælkebøtter og hvidkløver stå i græsplænen i stedet for at slå dem ned, og overlader en uberørt kvasbunke i havens afkrog-disse tilsyneladende ubetydelige pletter er livsvigtige tilflugtssteder for de vilde bestøvere.

Problemet strækker sig dog langt ud over den private have, for i landbrugets udkanter er blomsterstriberne forsvundet, ofret på alteret for højere udbytte og effektivitet, og det er en paradoksal situation, for som hun påpeger, er landmændene ofte blandt de mest dedikerede naturvenner, hun kender-men økonomiske realiteter tvinger dem til at handle mod deres egne overbevisninger.

Her ligger et fælles ansvar også hos forbrugerne, der med deres krav om stadigt lavere priser på basale varer som brød og øl-måske for at finansiere den nyeste teknologiske luksus-ubevidst bidrager til at presse landbrugets margener, hvilket igen fører til endnu mere intensivering og mindre plads til naturens mangfoldighed. Og alligevel, midt i al bekymringen, er der øjeblikke af ren fascination, som når bierne går i sværm, et fænomen, der rummer både skønhed og biologisk genialitet: Mellem ti- og tyvetusinde bier samles i en pulserende sky, for sværmen er bifamiliens måde at sikre artens overlevelse, hvor spejderbier drages ud for at finde potentielle boliger, vender tilbage og via dans og vibrationer formidler deres fund, indtil en fælles beslutning træffes om den bedste lokation-en proces, der får hende til at ryste på hovedet i beundring: "Det er næsten utroligt, at så mange individer kan opnå konsensus, når ikke engang vores folkevalgte i Folketinget formår det," udbryder hun med en blanding af humor og alvor, for det giver hende alligevel håb, at fremtidige generationer måske vil vise sig klogere, mere handlekraftige og mindre korttænkende end de nuværende.

I hendes lomme rummer hun hver dag de essentielle genstande: kørekort, kreditkort, mønter, nøgler, et plaster-og ikke mindst en genoplivningsmaske, et ar fra hendes tid som uddannet brandmand, for skulle hun støde på en person i nød, der kræver kunstigt åndedræt, er hun klar til at handle, en lille, men betydningsfuld sikkerhed i en usikker verden.